Centre Pompidou Málaga

Centre Pompidou Málaga var et scoop, da det åbnede i 2015: den første afdeling af Paris' store modernemuseum uden for Frankrig, placeret ikke i London eller Shanghai, men på havnepromenaden i Málaga — det tydeligste bevis på, hvor langt byens satsning som kunstby var nået. Vartegnet er El Cubo, glaskuben i regnbuefarver af den franske kunstner Daniel Buren, der lyser op for enden af Muelle Uno og er blevet et af byens mest fotograferede motiver; selve museet ligger under den, i lyse underjordiske sale.

Konceptet er semi-permanente lån fra moderskibet: en kernesamling, der udskiftes med nogle års mellemrum, bygget om temaer som kroppen, metamorfosen og det politiske i det 20. og 21. århundredes kunst. Navnene er den moderne kanons: Picasso, Miró, Bacon, Frida Kahlo, Magritte, Giacometti, Brancusi og videre til video- og installationskunst — præcis den slags værker, man ellers skulle til Paris for at møde, doseret i et omfang, der kan rummes på halvanden time. Dertil kommer to-tre årlige særudstillinger og et af kystens mest ambitiøse formidlingsprogrammer for børn; de franskudviklede børneværksteder er en hemmelig darling blandt residente familier.

Oplevelsen er bevidst anderledes end de historiske museer inde i byen: her er rummene rå og hvide, kurateringen tematisk snarere end kronologisk, og publikum halvt badegæster fra Malagueta-stranden hundrede meter væk. Netop placeringen er museets es — det ligger, hvor byen alligevel flanerer: mellem Muelle Unos restauranter, Palmeral de las Sorpresas' palmelund og stranden, med katedral og Alcazaba ti minutters gang væk.

Praktisk: lukket tirsdag, moderat entré, gratis søndag fra sidst på eftermiddagen, og billetkøb online anbefales i regnvejrsdage og ferieuger, hvor huset er byens oplagte indendørs-plan B. Kombinationen Pompidou + havnevandring + Malagueta-stranden er den perfekte halvdag for gæster, der vil have kunst uden at forlade havluften — og for danske børnefamilier er El Cubo et sjældent tilfælde af verdenskunst, hvor ungerne faktisk også synes, at selve bygningen er sej.

Pompidou-filialen skal i øvrigt forstås som kronen på en større forvandling: hele havneafsnittet fra Palmeral-palmelunden til El Cubo blev omdannet fra lukket industrikaj til offentlig promenade i årene omkring 2011-2013, og da franskmændene i 2015 valgte netop denne kaj til deres første udenlandske satellit, var det blåstemplingen af projektet. Aftalen med Paris er siden blevet forlænget ad flere omgange — et kvalitetsstempel i sig selv, for moderskibet låner kun ud til filialer, der leverer. For planlæggeren er det værd at vide, at samlingsophænget skifter med nogle års mellemrum: har du besøgt El Cubo før, er der god chance for, at kernesamlingen er en anden i dag, og særudstillingerne — ofte med store navne fra Pompidous depoter i Paris — annonceres et halvt år frem på museets side. Kombineret med søndagens gratistimer er det et af kystens bedste kunsttilbud til prisen.