Almijara Casual Bar | Restaurante en Málaga

Husets mest omtalte bid er et camperito til omkring seks og en halv euro: en smørbrioche med rødtun stegt på plancha, iberisk papada og mayonnaise af røget ål. Det er den slags, Almijara Casual Bar laver — et lille sted i en gågyde i bydelen El Perchel med 4,6 af 5 fra 1.297 Google-anmeldelser og en carta så kort, at den kan nå at skifte mellem to besøg.

Maden og menuen på Almijara Casual Bar

Køkkenet er andalusisk i bunden med et tydeligt lag fusion ovenpå. Kortet fylder omkring fyrre linjer inklusive drikkevarer og er delt i få afsnit: grøntsagerne, de små ting i brød, platitos para compartir al centro — små retter, der sættes midt på bordet og deles — kødet og desserterne. Øverst står en sektion med kokkens egne forslag, og det er dér, huset lægger det, der ikke er trykt: gæster, der kommer flere gange, oplever igen og igen, at der står en ret på bordet, de ikke har set før, og retter uden for kortet nævnes gennemgående.

Begynd med nuestras bravas, husets patatas bravas med sriracha og kimchi til omkring syv og en halv euro, eller med en torta de chicharrones fra Benaoján — den flade kage med sprøde flæsketern — belagt med ansjos og smør af fåremælk til omkring seks euro. Camperitoen med rødtun er husets mest kendte bid: brioche, tun stegt på plancha, papada de bellota fra Dehesa Monteros, wakame og ålemayonnaise. Croquetas de carrillada con Pedro Ximénez, kroketter af braiseret svinekæbe kogt i sødvin, koster omkring otte euro som tapa og omkring seksten euro som ración, altså en hel portion. Samme dobbelte format har salmorejo og porra — de to kolde tomatsupper, som huset lader dig vælge imellem — til omkring fem euro som tapa, med terninger af iberico og hårdkogt æg ovenpå, og nuestra rusa, kartoffelsalaten med tun, til godt fire euro.

Af de større delretter er fideos tostados con gambones til omkring sytten euro den, gæsterne oftest peger på: ristede fideos-nudler med store rejer og alioli rørt i morter, serveret i den brandvarme pande. Mollete de Benaoján, det bløde andalusiske brød fyldt med kimchi og gambas al ajillo, og bikini de ternera madurada, en toastet sandwich med modnet oksekød, trøffelmayonnaise og malagueña-gedeost fra El Pinsapo, ligger begge godt tretten euro. Albóndigas i bourguignonsauce afsluttet med gedeost koster omkring tolv og en halv euro, og en portobello med cheddarpuré, æg og bacon omkring tolv. Rødtunen går igen i to af de dyreste linjer: huevos rotos med krydret rødtun og æg fra Cobardes & Gallinas, og rødtun kogt i husets egen tomatsauce med trøffel og et strejf chili. Begge ligger lige under tyve euro.

Kødet står for sig og sælges efter vægt, og det er værd at vide, før du bestiller. Secreto de bellota kommer fra Genal-dalen ved Ronda og koster omkring femogtres euro kiloet; en portion på omkring 350 gram lander i underkanten af femogtyve euro. Entrecot af modnet frisona koster omkring halvfjerds euro kiloet i samme portionsstørrelse. Prisen følger altså den udskæring, køkkenet skærer den dag.

Desserterne er husets egne og ligger omkring syv til otte euro: gedeostekage med mandelcrumble, torrija bagt på brioche med kokosis, og sprøde ruller med arroz con leche — risengrød — og is af leche merengada. En ekstra kugle is koster et par euro. Alhambra fra hanen koster under tre euro for en caña, et glas cava omkring fire, en Aperol spritz omkring fem. Vinene står ikke på det digitale kort; huset har sin egen vinliste, og både huset selv og Málagas gastronomiske akademi fremhæver, at den er kort og lægger vægt på vine fra provinsen. Der er ingen menú del día — kommer du til frokost, spiser du af den almindelige carta.

Et forbehold: kortet er kødtungt. Portobelloen kommer med bacon, salmorejoen med iberico og æg, og der er kun ganske få linjer uden kød eller fisk. Vegetarer bør spørge i stedet for at regne med kortet. Reservation anbefales — se afsnittet om det praktiske nedenfor.

Hvor Almijara Casual Bar ligger i El Perchel

Adressen er Pasaje San Fernando 3, en smal gyde for gående i Perchel Sur mellem Calle Salitre og Calle Cuarteles. El Perchel er det gamle fiskerkvarter vest for Guadalmedina-flodlejet og hører administrativt til Distrito Centro, men det er ikke turistgadernes Málaga: her bor folk, og de fleste gæster på terrassen taler spansk.

Samtidig ligger stedet tættere på byens midte, end kvarterets ry antyder. Der er kun godt 150 meter over flodlejet til CAC Málaga, det moderne kunstmuseum i Soho, omkring 600 meter til Mercado de Atarazanas, byens overdækkede madmarked og cirka en halv kilometer til banegården Málaga María Zambrano. Ankommer du med tog eller bus, er huset et af de første rigtige spisesteder, du kan gå til uden at tage en bus videre.

Fra mesón i 1989 til casual bar

Almijara åbnede i 1989 og var i begyndelsen et morgenmads- og frokoststed for kvarteret. Ifølge den spanske gastropresse var det blandt de første i El Perchel til at indføre den granadinske skik med en gratis tapa til drikkevaren — en detalje, der stadig hænger ved husets ry blandt lokale.

José Andrés Jiménez kom til omkring 2006 for at drive stedet, kort før den økonomiske krise ramte. Da omsætningen faldt, flyttede han selv fra salen ud i køkkenet for at redde forretningen, og han er autodidakt kok. Han står i dag som ejer og køkkenchef, mens salen køres af Vanesa Moreno og Lucas Molina. Det er under ham, huset skiftede navn fra mesón til casual bar, og det er den ombygning, der forklarer, hvorfor lokalet i dag ligner en moderne bar med en gammel taberna indeni.

Det forklarer også Google-tallet. De 1.297 anmeldelser dækker begge epoker — de ældste er skrevet, mens huset stadig fungerede som mesón, og husets Facebook-side hedder til dato stadig mesonalmijara. Det er den samme forretning på den samme adresse hele vejen igennem, men et tal, der rækker så langt tilbage, er ikke en dom over køkkenet i dag.

Producenterne på kortet og Solete fra Guía Repsol

Det mest karakteristiske ved cartaen er, at den navngiver sine leverandører. Molletten og torta de chicharrones kommer fra Benaoján i Serranía de Ronda, gedeosten er malagueña fra El Pinsapo, secretoen fra Genal-dalen, æggene fra Cobardes & Gallinas og papadaen fra Dehesa Monteros. Det er kort sagt et Málaga-provinsielt indkøb pakket ind i kimchi, wakame og trøffel.

Guía Repsol har givet huset et Solete og fremhæver blandt andet albondigón de rabo de toro — en stor kødbolle af oksehale — og filipinos de foie, og kalder stedet et godt valg til en varm gryderet på en regnvejrsdag. Guiden noterer også terrasse, at børn er velkomne, og at der er høje barnestole.

Rødtunen har sin egen sæson i huset. I maj har Almijara flere år i træk kørt egne rødtun-dage med et særligt kort omkring almadraba-tunen, og det er også i den periode, tunretterne fylder mest på den almindelige carta.

Oplevelsen i dag: lille lokale, bardisk og terrasse i gyden

Lokalet er lille. Midt i rummet står en L-formet bardisk med høje skamler og en front af andalusiske fliser under et lille tegltag, og bag den hænger vinkøleskabet. Der er få borde inde og få på terrassen ude i gyden. Bardisken har traditionelt haft sine egne retter, som ikke serveres ved bordene, og det er et argument for at sætte sig dér, hvis I kun er to.

Tæller man de daterede gæsteanmeldelser igennem, er billedet stabilt: der er ikke noget knæk hverken op eller ned over årene, og det høje snit er husets eget og ikke resultatet af en god periode. De få hårde anmeldelser handler næsten alle om betjeningen på travle dage — at man ikke blev set, eller at der gik lang tid — og de ligger overvejende år tilbage. Maden nævnes kun sjældent i kritikken.

Det hænger sammen med to forhold, huset selv oplyser: lokalet er lille, og bordbestilling tages kun i to smalle vinduer, mellem 13.00 og 15.15 til frokost og mellem 20.30 og 21.30 om aftenen. Kommer du uden for de vinduer i weekenden, skal du regne med at vente eller stå ved baren.

Praktisk: åbningstider, reservation og hvem stedet passer til

Huset holder åbent tirsdag til lørdag med både frokost- og aftenservering og har lukket søndag og mandag. Netop lukkedagene siger noget om publikum: et sted i Málaga, der lukker om søndagen, lever af byen selv og ikke af dagsturisterne.

Reservér, især fredag og lørdag — det går igen hos gæsterne, at terrassen er fyldt op. Børn er velkomne, og der findes høje barnestole. Prisniveauet er venligt for kvaliteten: regn med omkring tredive euro pr. person for et par delte retter, en dessert og noget at drikke, og noget mere hvis I deler en af kødretterne efter vægt.

Stedet passer bedst til den, der vil spise som en malagueño frem for at stå i kø på Calle Larios: fastboende danskere i byen, folk på længere ophold, og rejsende, der ankommer med tog og gerne vil have deres første måltid inden for gåafstand. Skal du sammenligne med andre muligheder i byen, finder du dem i vores oversigt over andre restauranter i Málaga by og i den samlede guide til Málaga.