Jardín Botánico Molino de Inca

Jardín Botánico Molino de Inca er Torremolinos' mest undervurderede oplevelse og stedet, hvor byens navn giver mening: her, i Los Pinares-kvarteret ved bjergfoden, springer de kilder, hvis vandløb i århundreder drev stribevis af møller — torre + molinos, tårnet og møllerne — og om netop en af de gamle møller anlagde byen i 2003 sin botaniske have. Fyrre tusind kvadratmeter tæt, frodigt og skyggefuldt anlæg, hvor vandet stadig er hovedpersonen: kanaler, damme og kaskader løber gennem hele haven med en lyd, der får sommervarmen til at føles forhandlet ned med ti grader.

Botanisk er haven en overraskende voksen samling: en af Sydspaniens fineste bambuslunde med meterhøje kæmpearter, cykader og palmebed, gamle plataner og magnolier, vandplanternes åkandebassiner med koi-karper i selvbevidste stimer — og som krydderi et væksthus og temabede, der roterer med årstiderne. Den restaurerede mølle maler ved fremvisninger igen korn med vandkraft, og møllehusets lille udstilling forklarer kildernes rolle som hele kystens drikkevandsreserve: Torremolinos' manantiales forsynede i 1900-tallet endda Málaga by, og pumpestationens historiske anlæg ligger som nabo.

Havens andet ben er fuglene: store volierer med påfugle, fasaner, tragopaner og papegøjer kanter stierne, frittergående ænder og gæs patruljerer plænerne, og kombinationen af fugleliv, vand og bambusskygge har gjort Molino de Inca til et yndet familiestop — overskueligt nok til klapvogn og bedsteforældre, varieret nok til et par timers langsom runde. Fotografer kommer for bambustunnellernes grønne lys og efterårets første klare dage, hvor Sierra de Mijas står skarpt bag palmekronerne.

Praktisk: indgang fra Camino de los Pinares med gratis parkering; beskeden entré (byens borgere går gratis, gæster betaler få euro); åbent tirsdag til søndag med siesta-venlige tider, der skifter mellem sommer og vinter — tjek opslaget før turen. Regn med halvanden time; kiosk ved indgangen, picnic tåles i udkanterne. Haven ligger tyve minutters gang fra centrum eller fem i bil, og kombinationen med Parque La Batería giver Torremolinos en hel grøn dag, de færreste gæster ved, byen har i ærmet. Det er ikke et anlæg med armbånd og shows — det er det stille, ægte Torremolinos, og netop derfor holder lokalbefolkningen så meget af det.

Vandhistorien tåler at blive foldet ud, for den er byens egentlige fundament: kilderne her leverede i begyndelsen af 1900-tallet vand af så ry-ombrust kvalitet, at det blev udskibet fra Málagas havn til oceandampere og eksporteret som luksusvare — 'Torremolinos-vand' var et brand, årtier før stranden blev det — og pumpestationens elegante industribygninger fra 1924 står stadig ved havens nabogrund som minde om dengang, vand var byens guld. Møllerne fulgte kilderne som perler på snor ned gennem kløften; Molino de Inca var én af snesevis, og havens formidling sætter navne på søstermøllerne, hvis ruiner stadig kan opspores af den stædige. Læg gerne besøget i skuldersæsonerne: forårets nyudsprungne bambusskud og efterårets klare luft er havens fineste dragter, og fuglevoliererne er mest aktive i morgenkøligheden, inden middagsvarmen lægger siesta over både fjer og gæster.