Cueva del Tesoro

Cueva del Tesoro i Rincón de la Victoria er en geologisk sjældenhed: en af kun tre kendte huler i verden dannet af havvand snarere end af nedsivende ferskvand — de to andre ligger i Asien og Mellemamerika. Forskellen kan ses med det blotte øje: hvor almindelige dryppestenshuler har spidse formationer, er denne udhulet i runde, glatte kamre og kupler, som havet slebet ud gennem millioner af år, da vandstanden stod højere.

Hulen blev dannet i jura-tidens kalksten og har været brugt af mennesker siden palæolitikum: der er fundet malerier, redskaber og keramik, blandt andet en berømt afbildning af en hest. Fundene knytter hulen til samme forhistoriske kultur som Nerja og Ardales, og salene bærer navne efter deres form — Sala de los Prodigios, Sala del Volcán, Sala del Águila.

Navnet kommer fra legenden om Almoraviderne, der ifølge overleveringen skulle have skjult en skat i hulen i 1000-tallet. Historien har haft konsekvenser: i 1800-tallet forsøgte en lokal mand ved navn Antonio de la Nari at sprænge sig frem til skatten og omkom ved et af sine sprængningsforsøg — sprængningerne åbnede til gengæld nye sale. Nogle guldmønter fra almoravidisk tid er faktisk fundet, hvilket holder legenden i live.

Besøget er selvguidet ad en oplyst rute på cirka en halv time med trapper og lave passager; temperaturen er behagelig året rundt. Entréen er lav, og anlægget omkring omfatter en park med udsigt over kysten, picnicborde og et lille udstillingsområde. Om sommeren afholdes koncerter inde i hulen, hvor akustikken i de runde sale er usædvanlig.

Rincón de la Victoria ligger ti minutters kørsel øst for Málaga by, hvilket gør hulen til den letteste naturattraktion at nå fra byen — og et godt alternativ til Nerja-hulen, hvis man vil undgå kø og kørsel. Kombinationen med kystbyens strande og Villa Antiopas romerske mosaikker gør en formiddag her overraskende indholdsrig.

Geologien er hulens egentlige særpræg og forklarer formerne: da havet stod højere, arbejdede bølger og strømme sig ind i kalkstenen og udhulede kamre med runde lofter og glatte vægge — samme proces, der skaber huler ved kystklinter i dag, blot standset og hævet over havniveau af den tektoniske hævning, hele Betiske Kordillere har gennemgået. Enkelte steder ses stadig de vandrette linjer, hvor havoverfladen stod gennem lange perioder.

Hulen har tre sammenhængende systemer, hvoraf publikumsruten dækker det ene; arkæologiske undersøgelser fortsætter i de øvrige. Fundene omfatter menneskerester fra flere perioder og en af kystens fineste samlinger af palæolitisk keramik. Området over hulen er indrettet som park med udsigt over havet — et godt sted at spise medbragt frokost efter besøget, mens børnene får luft efter halvtreds minutter i undergrunden.