Mirador de Juanar

Mirador de Juanar er Marbellas udsigt fra oven og et af de smukkeste punkter i Sierra Blanca: en klippebalkon knap otte hundrede meter over havet, hvor bjerget falder brat mod kysten, og hele Marbella-bugten fra Puerto Banús til Cabopino ligger som et luftfoto — med Gibraltar og Afrikas kyst i horisonten på klare dage.

Turen dertil er en klassiker i kystens vandreliv og overraskende overkommelig: fra Refugio de Juanar, det gamle jagthus i bjergene over Ojén, går en skiltet sti på halvanden kilometer gennem duftende fyrre- og korkegeskove til udsigtspunktet — en halv times gang med moderat stigning, egnet for de fleste. Undervejs er der god chance for at se den spanske stenbuk, der lever i massivet i pæne bestande, og ved miradoren står et lille monument for kong Alfonso 13., der jagede her i 1920'erne.

Refugio de Juanar er i sig selv en del af oplevelsen: den tidligere jagtejendom, som Larios-familien byggede, siden statshotel og i dag privat hotel og restaurant, har været samlingssted for alt fra kongelige jagtselskaber til Charles de Gaulle, der skrev dele af sine memoirer her under et ophold i 1970. Restauranten serverer bjergkøkken — vildt, kanin, bjergsuppe — og er den naturlige belønning efter vandringen.

Praktisk køres der til Refugio ad en snoet bjergvej fra Ojén (fra Marbella cirka tyve minutter), hvor der er gratis parkering ved stiens start. Turen kan gås året rundt; forår og efterår er bedst, sommermiddage bør undgås. Medbring vand og gode sko — stien er grusbelagt men ujævn — og husk, at der ingen skygge er på selve udsigtspunktet.

For gæster i Marbella, der vil have naturen uden at køre langt, er Juanar det bedste bud: en time fra hotelpoolen står man i bjergstilhed med kysten under sig og geder på skrænterne. Sierra de las Nieves-nationalparken begynder få kilometer længere inde, så turen kan også bruges som appetitvækker til et større bjergprogram.

Miradoren har et officielt navn, de fleste ikke bruger: Mirador del Corzo — rådyrets udsigtspunkt — efter det vildt, der engang gjorde Juanar til kongeligt jagtterræn. Ruten kaldes lokalt Sendero Mirador del Macho Montés efter stenbukken, og skiltningen ved Refugio bruger begge navne; går du efter kort, findes den også som PR-A 168.

Sierra Blancas natur er værd at kende, mens man går i den: kalkbjerget bærer en af Andalusiens fineste bestande af den spanske ædelgran, pinsapo, en istidsrelikt som kun vokser i disse bjerge og i Rif-bjergene på den anden side af strædet — og som var hovedargumentet, da Sierra de las Nieves i 2021 blev udnævnt til nationalpark. Korkegene på de lavere skråninger bærer stadig spor efter høst, og i maj lyser den gule gyvel hele skråningen op. Tager du turen tidligt på en klar vinterdag, kan du fra miradoren se sneen på Sierra Nevada mod nordøst og Marokkos bjerge mod syd i samme drejning af hovedet — en af de mest komplette udsigter på hele den andalusiske kyst.