Castillo de la Duquesa

Castillo de la Duquesa er den lille fæstning, der giver Puerto de la Duquesa sit navn og sin historiske dybde: et firkantet kystbatteri fra midten af 1700-tallet, bygget under Karl 3. som led i forsvaret mod pirater og britiske flådeoperationer efter tabet af Gibraltar.

Anlægget er velbevaret med sin murede ringmur, indre gårdrum og kanonplatform mod havet — en type, der blev opført i serie langs den andalusiske kyst, og som her har fået en usædvanlig grundig restaurering. I dag rummer borgen kommunens museum med to hovedspor: dels fæstningens egen militærhistorie, dels de arkæologiske fund fra området omkring, hvor der lå en romersk bosættelse med saltefabrik og badeanlæg — endnu et af kystens garum-anlæg, hvis rester ligger få hundrede meter væk.

De romerske fund er museets stærkeste kort: keramik, mønter, glas og fragmenter fra villaen og produktionsanlægget, suppleret af tavler, der forklarer, hvordan denne del af kysten var et led i Middelhavets fiskeindustri. En del af udgravningen kan ses i det fri ved siden af borgen.

Besøget tager en halv times tid. Entréen er gratis eller symbolsk, og åbningstiderne er begrænsede — typisk nogle formiddage og eftermiddage i sæsonen — så tjek før turen. Borgen bruges desuden til koncerter, udstillinger og bryllupper, hvilket kan lukke for almindeligt besøg.

Beliggenheden gør stedet let at kombinere: Puerto de la Duquesa med sine restauranter og lystbåde ligger få hundrede meter væk, stranden umiddelbart nedenfor, og Sabinillas' promenade forbinder mod øst. For gæster i den vestlige ende af kysten — Manilva, Casares Costa, Sotogrande — er borgen det nærmeste kulturhistoriske ankerpunkt og et fint lille stop på en dag, der ellers handler om strand og havn.

Den romerske bosættelse, museet fortæller om, hed sandsynligvis Saltus og lå med direkte adgang til havet; udgravningerne har afdækket badeanlæg med hypokaust, produktionskar og en nekropol, hvilket peger på et samfund af en vis størrelse. Fundene af amforastempler viser, at produkterne herfra nåede langt ud i imperiet.

Manilva kommune har i øvrigt en anden usædvanlig arv, som museet berører: vindyrkningen. Kommunens skråninger bærer stadig muskatelvinstokke, som er blandt de sidste rester af den kystvinkultur, der før filoksera-katastrofen i 1870'erne dækkede store dele af provinsen — druehøsten fejres med en vinfest i september, hvor druerne stampes på traditionel vis på landsbyens plads. Kombinationen af romerske saltekar, 1700-tals fæstning og levende vintradition gør Manilva mere historisk lagdelt, end lystbådehavnen antyder.